MIN ARBEJDSMETODE

Selvudvikling og forandring til det bedre via helterejsen

Helterejsen er den proces, jeg tror på, vi skal gennemgå i alle forandringer, uanset om vi selv har valgt forandringen eller om andre har valgt for os. De stadier, vi skal igennem undervejs som menneske gør, at vi kommer til at se både verdenen omkring os og os selv på en helt ny måde. En måde, hvor man lige pludselig forstår sig selv bedre.

Du udvikles personligt af dine forandringsprocesser, og du får faktisk en masse gaver med dig, så du bedre kan leve det liv, du ønsker. Du kommer til at forstå hvad, hvorfor og hvordan du bliver stærkere for hver livskrise, du gennemlever. Men du bliver også bevidst om, hvorfor de rejser er nødvendige for os alle, og hvorfor du skal blive din egen helt på din rejse.

Mine personlige helterejser

I dag har jeg været gift i snart 20 år, og jeg har fire børn på 13, 15, 25 og 27 år. Både privat og arbejdsmæssigt er jeg der, hvor jeg allerhelst vil være. Jeg laver det, jeg brænder allermest for og som fylder mig med energi. Men undervejs har jeg været igennem nogle hårde helterejser.

I forbindelse med en barsk skilsmisse i 1999 mistede jeg kontakten til mine to ældste drenge på dengang 7 og 9 år, og dette tab af min mor-identitet førte mig i ind en stresssituation, som man ikke kendte til at håndtere dengang.

I de følgende år stødte jeg ind i mange andre menneskelige udfordringer, som jeg havde svært ved at håndtere. Men da jeg i 2011 mistede min storebror, som døde kort efter en nyretransplantation, besluttede jeg at udleve min drøm og gå efter målet i mit liv. Det følte jeg, at jeg skyldte min storebror.

Jeg fik livet tilbage

Via min vilje, mit mod og mit fokus på livet og ikke mindst min beslutning om at tilgive, vendte jeg efter mange år tilbage til livet. Jeg lærte at leve i nuet. At det er lige-nu-og-her jeg kan og skal leve mit liv.

Tilgivelse lettede min sjæls traume, løste op og gav plads til, at jeg igen kunne fokusere på det positive i livet og det, jeg kan ændre på – i stedet for at lade mine tanker dominere af det, jeg ikke kan ændre.

Det er derfor med afsæt i ovennævnte beslutning, mine erfaringer og mine coachuddannelser, at jeg nu deler ud og hjælper andre mennesker tilbage til livet. Jeg kender vejen til de nødvendige forandringer og kan guide frem mod mål og drømme. Jeg er nu i stand til at hjælpe andre med at få deres liv tilbage.