Ny skribent for Sjællandske Medier – her er mit første synspunkt 24. feb. 2017.

with Ingen kommentarer
synspunkt i Sjællandske Medier 24. feb. 2017
synspunkt i Sjællandske Medier 24. feb. 2017

Tænk, hvor heldig jeg er, at blive opfordret til at være skribent for Sjællandske Medier, de kommende 18 måneder.

Sjællandske Medier dækker 4 store dagblade på Sjælland.

Det er en meget spændende ny udfordring, som jeg straks sagde ‘ja’ til.

Glæder mig til opgaven og til at berige læserne og dig med mine forskellige input og synspunkter.

Jeg lægger mine synspunkter på hjemmesiden, så snart de udkommer.

Kærligst Inger

Tag hjertet med i dine beslutninger

Tag hjertet med i dine beslutninger

 

 

 

Her er synspunktet (i læsevenlig version)

Tænk på, om du er på vej væk fra eller hen imod noget?

I min hverdag, møder jeg stressede og pressede mennesker, som har brug for at komme på sporet igen. Mange siger i starten, at de har svært ved at vide, hvornår de er på rette spor igen eller hvornår noget føles helt rigtigt. Det er tit meget nemmere at sige, hvornår noget ’ikke’ føles rigtigt.

I vores sprog, oplever jeg, at vi ofte bruger ordet ”ikke”, når vi skal beskrive noget eller nogen. For eksempel ’det går ikke så godt’, ’hun er ikke så glad’, ’hun har det ikke så godt’. Men hvad mener vi med det, vi siger? Skal vi så bare selv gætte os til, hvad der så er? Kan vi bruge sproget mere nuanceret, end vi gør? Blive bedre til at beskrive konkret overfor hinanden ved at fortælle ’hvad der er’ i stedet for ’hvad der ikke er’.

Det andet eksempel er, hvor noget føles helt rigtigt. Hvornår føles noget helt rigtigt? Ja, hvis vi kun taler om det, der ikke føles rigtigt, så mener jeg, at vi begynder at udtænke og formulere en negativliste i hovedet og det er jo ikke i hovedet, vi føler. Det er i hjertet vi føler. Vi kender godt det gamle mundheld ’at gøre noget helhjertet’ eller at noget er ‘en hjertesag’. Men i vores travle hverdag, hvor vi skal nå så mange ting, kører planerne og dagens gøremål fra to-do-listen i vores hjerner og vi sætter os selv på autopilot, på vej mod næste opgave og næste mål. Når det sker, glemmer vi nuet og nærværet og især glemmer vi at mærke efter, om det vi gør nu også ’føles rigtigt. Findes der mon noget, der kunne føles endnu mere rigtigt end det jeg lige nu mærker, hvor jeg ingenting mærker? Og følelsen af ingenting at mærke, mener jeg, sker for mange hver eneste dag.

Det samme oplever jeg sker med det ’at ikke ville’ i stedet for ’hvad jeg vil’. ’Vil ikke’ er forbundet med en slags flugthandling, altså noget man vil væk fra. Flugt forbindes ofte med noget opgivende og negativt. Negative oplevelser kan være så kraftige, at man tænker over det i flere minutter, flere timer, flere dage og for nogle i flere år. Det kan være så tungt og belastende for krop og sind, at man over tid bliver trist og stresset.

Hvorimod ’jeg vil’, ’jeg kan’ eller ’jeg vælger’ er en henimod-handling forbundet med positiv energi, glæde, drive og power. Noget, som kan fylde os med glædesrus i lang tid. Og når vi fyldes med glædesrus, er det næsten altid fordi, vi har oplevet noget med vores hjerte eller taget en beslutning med hjertet.

Helt forenklet mener jeg, at ’væk fra’ er en krop- og hovedreaktion, mens ’hen imod’ er en proaktiv hjertebeslutning. Når man er proaktiv og tager beslutninger fra hjertet, gør man det, fordi man simpelthen ‘ikke’ kan lade være og det dermed føles rigtigt. At gøre mere af det rigtige og det vi virkelig vil, tror jeg på, giver os en mindre presset hverdag.

Så lad os tale mere om det vi vil, end det vi ikke vil. Lad os tage flere beslutninger med hjertet i vores liv. Find ud af, hvad du vil inderst inde i dit hjerte, derfra hvor jeg mener, alle de freds- og frihedsgivende beslutninger tages, både for os selv, i familien, på arbejdet og i verden.

Så næste gang du står ved en skillevej, så tænk på, om du er på vej væk fra eller hen imod noget. Du kan i dag starte med at blive din egen hjerteven og skabe din egen hjertesag på vej til større livsglæde og livskvalitet. Åben dit hjerte og giv og modtag, for kun i hjertet har vi fred og kun i hjertet mærker vi, når noget føles helt rigtigt.

Inger Petri, Livs- og stresscoach

Send mig din kommentar